Video : Tipsbladet
Superliga

Sommertransfer lurer: Supertalent tabt for Danmark

Han scorede hattrick i den forgangne Superliga-runde, og der er næppe mulighed for, at det bliver til endnu en sæson i Superligaen.

AGF's forsvarsspillere må have drømt onde drømme i bussen hjem og i de få timer, de, måske, kunne lukke øjnene i nat efter den gennemført horrible kamp, århusianerne spillede i Farum.

Og der er en vis chance for, at plageånden i mareridtene talte norsk, for Andreas Schjelderup havde en helt forrygende kamp med både hattrick, straffespark og oplæg til scoring i den 7-2-sejr, der for alvor signalerede, at FC Nordsjælland skal regnes med i topkampen.

- Det betyder rigtig meget faktisk. Jeg har lavet to mål mange gange. Det er det første som professionel, så det var på tide og et godt tidspunkt i dag, sagde Andreas Schjelderup til Viaplay efter hattricket.

Det var for omverdenen det foreløbige toppunkt i et flot 2024, hvor Andreas Schjelderup er som forvandlet fra et svært comeback til FC Nordsjælland i efteråret og en på mange måder frugtesløs halvsæson i Benfica sidste år.

Schjelderup blev købt af Benfica i huj og hast i januar 2023, hvor portugiserne valgte at betale ekstra for at få det norske stortalent omgående.

Men opholdet i Benfica gik så skævt, at Schjelderup lige ved transferdeadline i sommer måtte tilbage til FC Nordsjælland, og her har han altså fundet melodien.

Men hvad skal der så ske, når Superliga-sæsonen er færdig om seks runder?

Tipsbladet har vendt Andreas Schjelderups fremtid med flere kilder med dyb indsigt i markedet og mulighederne i Benfica. Og det er ikke noget simpelt billede med et ukompliceret forløb forude, der bliver tegnet.

Sportsligt er det fuldstændig indlysende, at FC Nordsjælland kan bruge Andreas Schjelderup i næste sæson, men det er højst usandsynligt, at det ender sådan, uanset hvor mange milliarder, ejerne i Mansour Group er gode for.

Udlandet kalder, både sportsligt med tanke på det niveau, Schjelderup spiller på i 2024 og har talent til de kommende år, men også finansielt og transfer-taktisk.

FCN var reelt en sidste udvej i slutningen af august 2023 efter et langtrukkent, til tider politisk forløb i Benfica, der først helt sent i transfervinduet åbnede for en retur til Superligaen og meddelte soleklart, det ikke ville blive til megen spilletid i Lissabon.

Derfor fik FCN Schjelderup relativt – med streg under relativt – billigt på leje, selv om Schjelderup koster temmelig meget i transfer og løn for Benfica, og helt ekstremt meget efter Superliga-standard.

FCK var ifølge Tipsbladets oplysninger faktisk Benficas foretrukne destination i august, nu hvor Schjelderup ikke var hooked på en af de store europæiske klubber, der spurgte til en aftale, men der skal mange penge og store overtalelsesevner til, hvis det skal blive til noget denne sommer.

Mere realistisk virker et skifte til en af topligaerne med klubber i Ligue 1 og måske også Premier League som muligheder.

Foto: Alamy

Der holdes aktivt øje med Schjelderup i klubber fra de to lande og andre af Europas førende fodboldlande, både på Superliga-arenaer, hvor FC Nordsjælland spiller, og hjemmefra, for nordmandens evner og høje loft er ikke ligefrem nogen nyhed eller ukendt stof.

Ligesom sidste sommer bliver Benfica en afgørende part.

Signalet fra Lissabon er, at man tror på Schjelderup, og på papiret kunne der måske være plads til den unge nordmand med Ángel Di María på vej væk og lidt forskellige lappeløsninger på positionen som venstre kant i løbet af denne sæson.

Men Benfica er også et hamrende kompetitivt sted, og det er ikke normalt, at man som dyrt indkøbt spiller bliver udlejet og så vender tilbage og får en lang karriere i den ambitiøse mesterklub, der i øvrigt er under pres med udsigt til at miste titlen til Sporting med alt det, der dermed vil følge af forventninger om meget markante ændringer til sommer.

Spillet om Andreas Schjelderups fremtid er allerede i gang, og for hver præstation som mandagens mod AGF bliver det mere sandsynligt, at nordmanden til efteråret spiller i enten Benfica eller i en anden, betydeligt større liga end Superligaen.