Video : Tipsbladet
Superliga

- Det er noget, som alle burde opleve

Hvidovres stjernespiller Lirim Qamili fortæller om sammenholdet i Vestegnsklubben.

HVIDOVRE (Tipsbladet): Efter en mørk og dyster efterårssæson begynder solen omsider at skinne på Vestegnen, hvor Hvidovre med to sejre i rap kryber tættere og tættere på modstanderne i nedrykningskampen. 

Og særligt det stærke sammenhold har været med til at bære truppen gennem de hårde tider, fortæller Hvidovre-stjernen Lirim Qamili til Tipsbladet. 

- Det er en klub, hvor der er et sindssygt sammenhold. Stemningen i omklædningsrummet er noget, som alle burde opleve. 

Og måske er de også en anelse tættere sammenrystet end de fleste andre Superliga-klubber.

Det skabte eksempelvis stor opmærksomhed, da Peter Lassen offentligt forsøgte at finde en kæreste til Qamili, og det er et vidnesbyrd om, hvor tætte relationerne er i klubben, fortæller offensivspilleren.

- Det viser bare, hvor tætte vi er. Der er ikke noget, der er skjult her. Tingene kommer rundt omkring. Det er også bare Peter Lassen i en nøddeskal. Han vil gerne være inde over det hele. Det er egentlig meget sjovt. Så har man også prøvet det. 

Vil gerne vise sig frem

Lirim Qamili har været en af nøglefigurene i Hvidovres nyfundne succes, hvor offensivprofilen blandt andet scorede et afgørende mål mod OB i den seneste spillerunde, hvor Hvidovre vandt med 2-1. 

Generelt har nordmakedoneren været velspillende i sæsonen, og han håber da også selv, at han har vist sig godt frem for eventuelt interesserede klubber. 

- Det er klart. Man har jo nogle ambitioner som fodboldspiller. Specielt når man er på det højeste niveau i dansk fodbold. Så vil man rigtig gerne vise sig frem. Det er også en rigtig god liga at vis sig frem i. Det er helt klart noget, jeg har tænkt over, fortæller han. 

Qamili har spillet 114 kampe for Hvidovre. Her er det blevet til 24 mål go 10 oplæg.