Video : Tipsbladet
Superliga

OB sender offensivspiller på lejeophold

Odense Boldklub sender Johannes Selvén på lejeophold hos islandske Vestri.

OB's Johannes Selvén skal en tur nordpå. 

Den unge, svenske kantspiller skal nemlig på lejeophold hos den islandske klub Vestri. 

Det oplyser Vestri på sin Facebook-side. OB bekræfter også aftalen på sin hjemmeside og tilføjer, at lejemålet gælder frem til den 7. juli.

- Johannes er en ung spiller, der har brug for spilletid for at tage det næste skridt i sin udvikling, og derfor er dette en god mulighed for alle involverede, siger fodbolddirektør Björn Wesström til OB's hjemmeside.

Selvén ankom til Odense i sommer, hvor han under Andreas Alm fik en fremtrædende rolle på holdet, men den unge svensker er stille og roligt gledet ud i truppens periferi og har i den seneste tid været fuldstændigt udeladt af kamptruppen.

Det er derfor ikke underligt, at svenskeren søger nye græsgange, og nu skal han så prøve kræfterne af i islandsk fodbold. 

Vestri ligger i skrivende stund på niendepladsen i den bedste islandske række. 

Selvén har fået 10 kampe i OB-trøjen - her har han bidraget med to scoringer.