Video : Tipsbladet
Superliga

Bomber i Superligaen: Vi følger ham tæt

Mohammed Fuseini har bombet løs i Superligaen i de seneste måneder, og i Sturm Graz glæder man sig selvsagt over angriberens imponerende udvikling i Danmark.

Han har været Superligaens helt store målkonge i foråret, men i skrivende stund er der stor uvished om Mohammed Fuseinis fremtid. 

Den ghanesiske angriber er udlejet til Randers FC fra Sturm Graz, hvor han har kontrakt frem til 2026. 

Mohammed Fuseinis agent, Max Hagmayr, udtalte for et par uger siden til Tipsbladet, at planen ikke er at lade den 21-årige angriber rykke retur til Sturm Graz. I den østrigske klub har man dog ikke endegyldigt besluttet, hvad der skal ske med Superliga-bomberen til sommer. 

Det fortæller Sturm Graz-sportsdirektør Andreas Schicker i et skriftligt svar til Tipsbladet. 

- Vi følger naturligvis Mo Fuseinis udvikling i Randers tæt, og vi er meget, meget glade for hans udvikling og hans virkeligt gode tal. Vi havde nogle rigtigt gode snakke med Randers i januar, hvor vi virkelig blev overbeviste om, at dette skifte var et godt skridt for Mo.

- Vi har stadig en god kontakt med Randers, og så må vi se, hvad der kommer til at ske til sommer, lyder det fra Sturm Graz' sportsdirektør. 

Mohammed Fuseini har i den grad taget Superligaen med storm her i foråret, hvor den unge ghaneser har scoret hele otte mål på ni kampe. Tipsbladet kunne i sidste uge afsløre, at Randers FC har en købsoption på Mohammed Fuseini, som kronjyderne kan hente for omtrent 5-6 millioner kroner.  

Tidligere på ugen gav Mohammed Fuseini selv et interview til Tipsbladet, hvor ghaneseren udtalte sig om fremtiden. Det kan du læse HER