Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-angriber har mistet glæden ved fodbold

Nikolai Baden er stadig ikke er klar til at spille for Lyngby, da han kæmper med det fysiske og det psykiske aspekt af spillet. Tipsbladet har talt med den 23-årige angriber.

LYNGBY (Tipsbladet): Det er ikke meget fodbold, det er blevet til for Nikolai Baden i Lyngby. 

Angriberen skiftede på deadline day i vinter tilbage til dansk fodbold, hvor han har en fortid i FC Nordsjælland som ungdomsspiller. Lidt over 12 kilometer fra Farum tørner han nu ud for Lyngby, og selvom han fortæller, at det er rart at være hjemme i Danmark igen, er det ikke alt, der har været fryd og gammen for den hjemvendte målsluger, der kæmper med det mentale. 

- Når man er fodboldspiller, er det én stor udfordring. Der er forsiden af medaljen, men der også en bagside af medaljen. Forsiden af medaljen er rigtig sjov, men når du kommer ind i en periode, hvor du kun mærker bagsiden, så bliver det hårdt. Og det har det været for mig, fortæller Baden til Tipsbladet og uddyber:

- Der har både været nogle fodboldmæssige og nogle private ting, der har gjort det svært, og som har gjort, at jeg har mistet glæden ved fodbold, og at jeg ikke har synes, det var sjovt at spille fodbold. 

Nikolai Baden har da heller ikke været i aktion en eneste gang siden skiftet til Lyngby, og hovedpersonen selv skal da også være den første til at indrømme, at der mangler lidt endnu, før han er klar til at starte inde i Superligaen. 

- Jeg er også selvkritisk, og jeg kan sagtens stå her og sige, at jeg ikke er på 100 procent hverken fysisk eller mentalt for at kunne starte inde. Jeg har manglet meget for at være med på lige fod med de andre. Både fysisk og mentalt. 

Har du talt med David Nielsen om, hvornår du er klar til at spille? 

- Vi har ikke talt om et specifikt tidspunkt, men hele klubben og mig selv inklusiv har vidst, at jeg manglede noget. Ikke kun den fysiske, men også den mentale tilgang til at være glad for at spille fodbold igen, har været et stort issue for mig. 

Men selvom angriberen gennemgår en svær tid både på og udenfor banen, har han ikke glemt, hvordan man laver mål.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at jeg godt kan lave mål.

Nikolai Baden Frederiksen
Angriber, Lyngby Boldklub

Heller ikke i Lyngby, hvor han har spillet fire kampe for klubbens reservehold med tre mål til følge.

Det må da være dejligt at bevise, at du stadig kan lave mål?

- Ja, men det tror jeg ikke, at der er nogle her, der er i tvivl om, at jeg godt kan, så det er ikke dét, det handler om for mig. Det handler om det fysiske og det psykiske i forhold til at være klar til at starte inde, og det kan jeg sagtens stå her og sige, at det er jeg ikke klar til endnu. 

Det er da heller ikke fordi, at cheftræner David Nielsen har givet op på Nicolai Baden, der tværtimod roses for hans vilje for at komme tilbage på fuld styrke af Lyngby-cheftræneren. 

- Vi udtager truppen, som vi skal. Han har et par efterslæb, men han arbejder stenhårdt, fortæller David Nielsen og kigger sig selv over skulderen, hvor Nicolai Baden galoperer op og ned ad sidelinjen som en anden væddeløbshest, og tilføjer: 

- Som du også kan se nu, så er han i fuld gang, og det er fordi, vi tror rigtig meget på ham, afslutter David Nielsen over for Tipsbladet. 

Nicolai Baden har fortid i flere klubber i udlandet, heriblandt Juventus, Fortuna Sittard, WSG TIrol, Ferencvaros, Vitesse og Austria Lustenau, men står også noteret for 11 Superliga-kampe for FC Nordsjælland, som han fik tilbage i 2018 i en alder af bare 17 år.