Video : Tipsbladet
EM

EM-bekymring? Har ikke spillet i en måned

Mohamed Daramy har ikke spillet, siden han i den seneste landskamp blev knæskadet.

Tiden går, og der er ikke længe til, at Kasper Hjulmand skal begynde at kigge på, hvem der skal med til EM.

Men det er ikke alle, der i øjeblikket er fit for fight og kan overbevise landstræneren med deres spil på banen. Det gælder eksempelvis kantspiller Mohamed Daramy.

Den danske stjerne scorede i marts sit første mål for landsholdet i en kamp mod Færøerne den 26. marts, men i selvsamme kamp måtte han lade sig udskifte med en knæskade.

Og lige siden har han ikke været i aktion. Hans franske klub, Reims, har i mellemtiden spillet fire ligakampe, og i ingen af dem har Mohamed Daramy været til rådighed.

Heldigvis for den 22-årige kantspiller er der stadig otte kampe tilbage af sæsonen for Reims, så hvis han snart er tilbage, vil han få chancen for at spille sig tilbage i form og bevise sit værd, før EM-truppen udtages.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Daramy kom til skade i en landskamp mod Færøerne. Foto: Alamy

Der går da nok heller ikke så længe, før Daramy er tilbage.

I forbindelse med skaden i slutningen af marts udtalte cheftræner i Reims, Will Still, at Daramy efter alt at dømme ville være ude i minimum to-tre uger. Nu er der gået godt fire uger.

Mohamed Daramy, 22 år, har gang i en flot sæson i Reims, hvor det er blevet til fem mål og seks assister i 27 kampe. 

Andre er også ude
Den tidligere FC København-profil er ikke eneste dansker, der ikke spiller super meget i øjeblikket. 

Kantspiller Andreas Skov Olsen er ude med en hofteskade, ligesom Yussuf Poulsen også har misset de seneste kampe for RB Leipzig grundet en skade. Poulsen er dog tilbage på træningsbanen, meldte den tyske klub tirsdag.

Derudover missede Simon Kjær storkampen mod Inter tidligere på ugen med en skade, og Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg er ikke startere i deres respektive klubber, henholdsvis Manchester United og Tottenham.

EM sparkes i gang den 14. juni, og Danmark spiller første kamp den 16. juni mod Slovenien.