Video : Tipsbladet
Serie A

Dansker scorer topkarakter: Han var ekstraordinær!

Morten Frendrup var her, der og alle vegne, da han noterede sig for et mål mod Cagliari.

Selvom Morten Frendrup ikke just var nogen målmaskine i Brøndby, var han alligevel noget af en fanfavorit på Brøndby-stadion.

Et billede, der ikke har ændret sig synderligt meget i Genoa, hvor man heller ikke behøves mange fingre for at tælle målene på danskerens målkonto.

Alligevel har danskeren med hårdt arbejde og gode præstationer gjort sig selv til en fanfavorit i støvlelandet, og mandag aften mod Cagliari fordoblede han oven i købet sin måltotal for sæsonen, da han for en sjælden gangs skyld noterede sig som målscorer.

Det er da bestemt heller ikke gået ubemærket hen i de italienske medier, der kårer ham til kampens bedste spiller efter en "komplet præstation", lyder det blandt andet fra Eurosport Italy. 

- En komplet præstation. Frendrup var ekstraordinær. Mål, assists, restitutioner, løb og kvalitet. Han dominerede totalt på midtbanen, lyder det fra mediet, der blot er én af mange medier i Italien, der kårede danskeren som kampens spiller.

Genoa vandt opgøret mod Cagliari med 3-0, hvilket bringer dem op på en 12.plads i Serie A. 

Scoringen til 2-0 var blot Morten Frendrups andet mål i denne sæson, hvor det til gengæld er blevet til fem assister. Danskerens kontrakt med Genoa løber helt frem til 2028.